DM Guld i Mixdouble til Emma Henriksen og Mads Engsted
 
DM Ude for juniorer blev afviklet i den forgangne uge med Farum og Hareskov Værløse som dygtige og meget kompetente arrangører.
Fra Fruens Bøge Tennisklub deltog 5 spillere.
 
U18 spilleren Mathias Christensen blev desværre skadet i sin kamp i kavlifikationen til hovedrunden og måtte scratche.

U18 spilleren Frederik Lindgren kvalede ind og mødte i sin 1. kamp Nicolai Ferrigno fra Hvidovre. Frederik spillede noget af det bedste tennis han har præsteret i år og trak den rutinerede Hvidovre spiller ud i 3 sæt. Lidt mere kamprutine og lidt mere tryk på de afgørende bolde havde givet Frederik en flot skalp; men absolut en godkendt indsats.

U18 spilleren Christian Rask var direkte i hovedrunden men måtte se sig besejret i 1. runde af Christian Ebert fra Birkerød. Christian spillede til tider rigtigt god tennis, men som Frederik manglede der lidt rutine i de afgørende bolde. Christian har dog udviklet sig flot og kan sagtens være sin indsats bekendt.
Christian og Frederik spillede også sammen i double men var oppe mod overmagten og tabte i 1. runde.

U16 spilleren Mathilde Henriksen mødte Stine Hjortskov fra KB i 1. runde. En på papiret overkommelig modstander. Men Stine spillede en meget stor kamp og trods flere comebacks lykkedes det ikke Mathilde at vende kampen, som blev tabt 6-3, 6-4. Især Stines defensive spil var bedre end Mathildes, men begge piger spillede en stor kamp.

U16 spilleren Emma Henriksen var seedet 7 og spillede op til sin seedning. I 1/4 finalen blev Emma stoppet af Emilie Elsvad fra KB. Kampen blev spillet i kraftig blæst og det var ikke nogen køn forestilling. 6-3,6-4 blev cifrene i Emilies favør. Indstillingen og det defensive spil var bedst hos KBeren på dagen.

Mathilde spillede mixdouble med Thomas Højer fra Birkerød. De mødte Emilie Elsvad KB og Mohammed Shabib ATK. Mathilde spillede en rigtigt god mixdouble, men Mohammed på den anden side af nettet var helt fænomenal og kampen blev efter flot tennis tabt med 3-6, 3-6

Tilgengæld tog Emma og Mads Engsted fra Århus 1900 revanche, da de sikrede sig DM titlen i mixdouble efter sejr i 2 sæt over netop Elsvad/Shabib. Her var der ingen vaklen i geledderne - Mads og Emma spillede næsten fejlfrit og vandt sikkert.