Flot medaljehøst ved DM for veteraner
Faaborg Tennisklub var i uge 30 vært for danmarksmesterskaberne for tennisveteraner. Mange frivillige hjælpere sørgede for perfekte rammer både på og udenfor banerne. Der var fx arrangeret rundvisning på forskellige museer, vinsmagning og fælles spilleraften på Det Hvide Pakhus med 150 deltagere. Ved anlægget var servicen i top med grill, cafe, fadølsanlæg og mulighed for massage.
Osse baneklargøring krævede stor arbejdskraft i det omskiftelige vejr, men heldigvis kom solen frem i løbet af tirsdagen og banerne var perfekte.
Resultatmæssigt klarede Fruens Bøges veteraner sig flot : Birgit Lund vandt guld i single 45+ og osse guld i mixdouble 50+ sammen med Frans Nørby, Hjørring. I damedouble 40+ måtte Birgit sammen med Ruth Thrane, Greve " nøjes " med sølv, men det skyldes nok at de var nede at lege med de unge på 40.
55+ rækken hos herrer udviklede sig til et lokalt Fruens Bøge mesterskab og Claus Dalgaard, som spillede en meget flot turnering vandt guld, iøvrigt ved at besejre undertegnede i finalen for gud ved hvilken gang. Der var bronze til Torben Davidsen.
I 70+ rækken var der 2 gange guld til Frank Gaba i både herredouble ( med Poul Brassøe, Aalborg ) og herresingle. I singlen måtte Frank i både semifinalen og i finalen benytte sig af en Muhammad Ali inspireret taktik og lade mostanderen slå sig træt i andet sæt for derefter at slå til i tredie. Godt tænkt.
Øvrige resultater kan ses på DTV´s hjemmeside.
Alt i alt en dejlig uge på Faaborgs tennisanlæg, som i mine øjne er Fyns smukkeste.
Mikkel Schäfer
ps og så er der FM for veteraner 4. til 7. august i Ringe