FBT tager alle titler ved senior FM
Forrige weekend blev der afviklet FM for juniorer i Fruens Bøge- det største indendørs FM i mange år i øvrigt. Så stor var deltagelsen, at man måtte gøre brug af både Svendborg Tennis hal og TCOs tennishal i Højme, for at kunne afvikle alle kampe henover weekenden. FBT´s unge håb klarede sig flot og vandt titler og hæder i flere af ungdomsrækkerne.
I den forgangne weekend var det så seniorernes tur. Mesterskaberne blev afholdt i Svendborg tennishal, og det endte - set med FBT briller – med stor succes. Samtlige rækker blev nemlig vundet af FBT spillere. Med til historien hører det, at TCO´s elitedivisionsspillere – traditionen tro fristes man til at sige – ikke havde fundet tid i deres kalender til at bakke op om arrangementet.
I herresingle var Mads Elholm fuldstændig suveræn og fejede al modstand til side. Finalen blev vundet over Thomas Hein fra TCO med 6-1,6-1. Thomas spillede egentlig en god kamp, men Mads er bare skarpere på de afgørende bolde.
Damesinglefinalen var et opgør mellem Emma og Mathilde og især i 1. sæt blev der disket op med god tennis af begge piger. Første sæt blev vundet af Emma med 6-4. I andet sæt var der lidt større forskel og Emma vandt kampen med 6-4,6-0.
I herresingle spillede Mads og Kenneth sammen mod Martin Risager og Christian Rask. Det blev til den ventede favoritsejr på 6-4,6-4.
Mixfinalen blev vundet af Mads/Mathilde over Kenneth/Emma i en noget uskøn forestilling, hvor Mads og Mathilde var flere længder bedre end Kenneth og Emma på dagen.
Dejligt at se, at klubbens bedste spillere i en tid hvor fynsk seniortennis har svære vilkår, bakker op omkring Fynsmesterskaberne og gør deres til at holde fast i traditionerne.
Næste større senioropgave er hjemmekampen mod Århus 1900 lørdag d. 28. Januar med kampstart kl. 12.00 – kom ned og se noget god tennis i hallen. Der er gratis kaffe som sædvanligt.
Morten