2011
Beretning 2011
2010
Beretning 2010
2009
Beretning 2009
2007
Beretning 2007
Oktoberbrev
Augusthilsen
Hej i sommervarmen
Fortsat udvikling af klubben
Sommerstatus
Lille betænkning om
hold og holdledere
2006
Augustbrev
Sommer, sol, succes og sorte
huller
Kære klub, kære medlemmer
Kære medlemmer
2005
Nytårsbrev
Fruens Bøge tennisklub
Velkommen til dette års generalforsamling i Fruens Bøge Tennisklub.
For hurtigst muligt at nå frem til de obligate oste- og rullepølsemadder, vil jeg straks kaste mig over dagsordenen, hvor første punkt er valg af dirigent. Bestyrelsen har presset Ole Friis til en sidste gang at stille op, men jeg skal naturligvis høre, om der er andre forslag.
” Formandens beretning” vil i lighed med tidligere år fremstå på den måde, at jeg siger lidt generelt om det forgangne år og kigger ind i fremtiden, hvorefter Morten tager over og beretter fra seniorudvalget, og lur mig om han ikke vil sige noget om baneklargøring også. Steen vil referere fra juniorudvalget, Lis fra veteranudvalget og endelig Erik fra festudvalget og sponsorudvalget.
Året 2010 har været et godt år i den forstand, at det har lignet de foregående, så på god journalistisk vis vil jeg hæfte mig ved katastroferne. Den første indtraf på generalforsamlingen, hvor det ikke lykkedes at få to bestyrelsesposter besat og i sagens natur valgtes heller ingen suppleanter, idet sådanne jo omgående ville rykke ind i bestyrelsen. Specielt var jeg bekymret for, hvordan vi skulle løfte arven efter Lis Jensen på området klubhuspleje. Generalforsamlingen tilkendegav dog, at bestyrelsen, hvis det skulle lykkes at få nogen til at gå i fælden, havde generalforsamlingens velsignelse til selv at supplere sig. Og sandelig om ikke miraklet indtraf. Lis Gaba meldte sig umiddelbart efter generalforsamlingen under fanerne og har i den forløbne periode på fremragende vis fungeret som sekretær og veteranudvalgsformand. Men ikke nok med det. Lis har formået at skubbe til de øvrige medlemmer, formanden inklusive, når hendes tålmodighed med at få sat gang i sagerne slap op. Generalforsamlingen bør tænke over, om der ikke burde være flere kvinder i bestyrelsen! Jeg betragter i øvrigt Lis som værende fuldgyldigt medlem af bestyrelsen valgt for årene 2010 og 2011.
Og hvordan har så klubhuset kunnet undvære Lis Jensen. Det blev formandens lod at overtage ansvaret. Takket være hjælp fra mange håber jeg niveauet har været tilstrækkeligt. Med delvis sponsorstøtte fik vi sat et TV op, og en pc. Sidstnævnte som led i overgangen til PBS-betaling. Den næste katastrofe var så, at det hele blev stjålet, og der blev øvet en del hærværk i klubhuset.. Heldigvis dækkede forsikringen og da samtidig TV-et var blevet billigere er et nyt sat op, og netop i disse dage kan man igen nyde Caroline på skærmen i klubhuset. For at minimere chancerne for en gentagelse af miseren er der opsat et alarmsystem.
Indtil videre giver det en infernalsk larm, hvis man bevæger sig i klubhuset mellem xx og yy. De nye adgangsbrikker synes at fungere. De er en del af alarmsystemet. Pas godt på dem, det koster 100 kr at få en ny.
Men der vil blive bekendtgjort mere herom ved opslag i klubhuset.
Samtidigt er der sat webcams op, så man fra FBT’s hjemmeside kan se banerne, og vistnok også en del af klubhuset (dog ikke omklædningsrummene). Det primære formål er, at man hjemmefra ved selvsyn kan vurdere, om der står vand på banerne, om turneringer er afsluttet tidligere end annonceret m.v. Og mens jeg er ved sjove nyanskaffelser, så agter bestyrelsen at anskaffe en hjertestarter. Det vil koste ca 10.000 kr. Jeg håber aldrig vi får brug for den. På den anden side er det uforsvarligt ikke at have en sådan med det antal sportsgale pensionister klubben mønstrer. Der vil blive annonceret kursus i brug af apparatet.
De to haller har det rimeligt.Vi slider på belægningen og det drypper gennem taget ved kraftig regn og vind fra ugunstig retning. Det sidste er der, med mindre man skrider radikalt til værks, næppe noget at gøre ved. Hvor længe tæpperne kan holde, om vi kan lappe, eller skal skifte helt, aner jeg ikke noget om. (en bemærkning om støtte, som ikke skal i referatet)
Udendørsbanerne blev færdige til standerhejsningen. Medlemsindsatsen var ikke helt tilstrækkelig, så Morten og jeg gik flere dage og puklede. Det har vi ved vores rygge svoret på ikke sker igen. Men som sagt vender Morten tilbage til emnet. Bestyrelsen arbejder i øvrigt på under ordningen om flexjob at ansætte en person, der skal komme hver dag hele året rundt og passe anlægget, rydde op gøre rent, vande baner m.v. Vi er i øjeblikket ved at undersøge økonomien i ordningen, men det ser lovende ud.
Men tilbage til banerne.Der er ingen tvivl om, at banerne trænger til at omlægges. Der er ikke tilstrækkeligt dræn. Der skal ikke ret meget regn til, før det er umuligt at spille. Alligevel mener jeg med flere, at banerne er plejet således, at de har været OK at spille på. De skal vandes ofte, spørg bare Klaus. Men af flere grunde mener jeg ikke sparepengene skal bruges til omlægning lige nu. Ikke at jeg mener vi ikke har styr på økonomien, men når vi laver større investeringer er det vigtigt, at det sker med størst mulig støtteandel fra fonde/kommunen. Og det bringer mig naturligvis hen til det sædvanlige kig ind i fremtiden omkring kapacitessudvidelse.
Bestyrelsen er stadig af den opfattelse, at vi bør udvide klubben. Men det er bestyrelsen jo ved et efterhånden gammelt aldrig ophævet generalforsamlingspåbud pålagt Men vi må erkende, at det er urealistisk at forestille sig det kan sker på vores nuværende adresse. Vi har derfor forelsket os i et projekt, hvor vi anlægger 6-8 nye baner beliggende ud mod Dalumvej bag Dalumhallerne. Steen, Morten og jeg havde et møde med kommunen i torsdags, hvor vi præsenterede projektet. Jeg har ikke i min formandstid omkring udvidelse fornemmet så megen imødekommenhed, grænsende til begejstring fra kommunens side. Financieringen er naturligvis det store problem, men det går vi i gang med at undersøge nu. Et prisoverslag siger 3,5 til 4 millioner. Det vil naturligvis løse vores banebehov i sommerperioden, men det giver os ikke mere indendørskapacitet.
Her er der to løsningsmuligheder. Vi kan muligvis få lov til at bygge en hal 3 på den nuværende bane 5, eller vi kan lægge billet ind på en maksimal andel af Marienlystprojektet.
Den første løsning kan jeg personlig bedst lide. Den giver et tenniscenter i den sydvestlige del af Odense som modvægt til Marienlystcentret, et center hvor FBT alene kan diktere udviklingen. Men jeg ser solide problemer omkring financieringen af både udendørsbaner og hal 3.
Den anden løsning er enklere, idet kommunen jo stiller det nye center til rådighed kvit og frit, men alle driftsudgifter påhviler brugerne. Hvad det præcis betyder er der nok ingen, der i dag kan svare på. Men vælger vi denne løsning mister vi naturligvis lidt selvstændighed, fordi vi må indordne os under de regler for anvendelse af anlægget, herunder timeleje, der nu måtte komme. I øvrigt glædede det mig, at kommunens repræsentant ved mødet i torsdags helt af sig selv præcicerede, at Marienlystcentret principielt var til rådighed for alle odenseanske tennisklubber. Den sidste løsning udelukker iøvrigt ikke den første på sigt.
Lykkes det ikke at få anlagt baner ved Dalumhallerne er det min overbevisning, at vi skal tilpasse medlemstallet til det eksisterende anlæg og om muligt samtidigt tilpasse medlemsskarens aldersfordeling mere hensigtsmæssig.
Og hvordan skal man fæste tillid til, at vi får fulgt op på alt dette? Bestyrelsen har besluttet at indgå en aftale med DTF om et klubudviklingsforløb med det formål at skabe forudsætninger for en styrket klub- og medlemsudvikling, et projekt, der strækker sig over det næste halvår
Året er forløbet efter den sædvanlige skabelon. Takket være en solid indsats fra få, men ihærdige medlemmer, blev banerne klargjort til standerhejsningen. Og ikke mindst takket være Claus’ ihærdige racen rundt med den nyindkøbte tromle. Den kostede 45.000 kr og er betalt over driften, hvad man bør bemærke sig til næste punkt på dagsordenen. Takket være tromlen er det nu alene vejrguderne og den frivillige arbejdskraft der afgør, hvornår vi kan komme ud og spille, og hvor gode banerne bliver. Fortsætter klargøringsmodellen med at vi selv yder en indsats vil tromlen allerede i næste sæson have betalt sig ind.
Standerhejsningen er i øvrigt Eriks domæne, blot vil jeg nævne, at udnævnelsen af årets Fruensbøger (Emma) af praktiske grunde blev flyttet fra generalforsamlingen hertil, en forandring bestyrelsen fandt så heldig, at vi atter i år henlægger begivenheden til standerhejsningen. Bare for at I ikke skal sidde dirrende og vente på, at det bliver i aften spændingen udløses.
Og så lidt igen - igen om udvidelsesplanerne. I foråret 2009 var Morten og jeg på den obligatoriske visit i Fritidsafdelingen, nærmest for at holde gryden i kog. Mødet var som vanligt i positiv stemning. Vi antydede, at vi overvejede at dele projektet op så vi byggede banerne (og mindst to) først, og derefter hal. Vi bad dem undersøge de formelle muligheder herfor, naboklagen taget i betragtning og det lidt spøjse forhold, at der kunne være tvivl om, hvem der de facto ejer den jord tennisbanerne ligger på. Det sidste har vi ikke kunnet få afklaret, fordi ingen endnu har kunnet finde dokumenterne, men jeg anser det mest for et kuriosum.
I november får vi en kopi af et brev fra kommunens Plan og Byg kontor til Fritidsafdelingen. Konklusionen er, at der ikke er noget til hinder for at anlægge tennisbaner ”og alene en støjmåling kan afgøre om vi (altså Plan og Byg) kan godkende den ændrede aktivitet”??? samt at opførelse af en hal er i strid med kommuneplanen. Endvidere, at de ikke kan forudsige om naboerne vil videresende deres klage til statsamtet og evt. til Naturklagenævnet, og slet ikke hvilken effekt det vil have”. Det forstod vi ikke meget af i bestyrelsen, så jeg fik et nyt møde med Fritidsafdelingen
I fritidsafdelingen forstod de heller ikke meget af det. Men de kunne supplere med, at hal 2 vistnok er opført i modstrid med kommuneplanen. Jeg turde slet ikke spørge om klubhuset for ikke at tale om en eventuel udvidelse heraf. Omvendt er det lidt trøstende, at det har kunnet lade sig gøre, at udvide på trods af sådanne forhindringer. Det gælder bare om, at se bort fra dem, og gå igang.
Hvis vi vil i gang, hvad vil vi så? Og med hvilken tidshorisont?
Jeg har ikke glemt, at jeg har lovet generalforsamlingen, at vi ikke pludselig bygger hal uden påny at spørge generalforsamlingen på trods af, at der ligger en flere år gammel beslutning om at udvide med hal og baner. Jeg vil gerne begrunde, hvorfor det ikke bliver med denne formand vi nødvendigvis skal bygge hal lige nu..
For det første er der hele usikkerheden om Marienlystprojektet. Man forsikrer mig stadig om, at projektet er til gavn for elitetennis i Odense, men hvad der forstås herved er stadig uklart. Fritidsafdelingen har ved flere lejligheder forsikret mig om, at når hallerne nærmer sig, vil alle klubber blive indkaldt til møde om konditionerne for anvendelsen. Det forekommer mig snart at være på tide. Måske skulle man kontakte den nye rådmand om hvad hun forestiller sig. Hvis man f.eks. forestillede sig, at al træning af divisionsspillere samt afvikling af divisionskampe, fynsmesterskaber, stævner o.l. kunne henlægges hertil ville det pt. berettige TCO, FBT, TPI samt FTU til at lægge beslag på banekapacitet, så ville vi kunne aflaste egne haller i betydeligt omfang.
På FTU’s generalforsamling for nylig var der ved materialet vedlagt en oversigt over medlemstal i de fynske klubber. Budskabet var her det glædelige, at medlemsnedgangen var stoppet og afløst af en beskeden fremgang, især i aldersgruppen under 18 år. Det er jo herligt. Men tallene kunne bruges til at vise andre ting.
|
Klub |
Medl. |
Medl/406 |
Under 24 år |
25-60 år |
Over 60 år |
|
FBT |
406 |
1,00 |
20 % |
32 % |
48 % |
|
TCO |
593 |
1,50 |
34 % |
53 % |
13 % |
|
TPI |
184 |
0,50 |
23 % |
62 % |
15 % |
|
Kerteminde |
385 |
1,00 |
30 % |
45 % |
25 % |
|
Nyborg |
310 |
0,75 |
32 % |
48 % |
20 % |
Jeg har valgt nogle klubber ud, vi kunne sammenligne os med og lavet lidt amatørdemografi på det. Det kan der komme meget tåbeligt ud af, men tænk alligevel engang over
- at FBT suverænt har færrest unge
at næsten halvdelen af FBT- medlemmer er over 60 år, i TCO og TPI er det under 15%
h hvordan medlemstal og aldersfordeling vil se ud om 10 år, hvis vi får konkurrence på udlejning af hallerne?
Jeg ved naturligvis ikke hvordan bestyrelsen ser ud efter denne generalforsamling, men hvis det bliver med denne formand, vil jeg se tiden an med at bygge hal, men allerede nu lægge billet ind på med tilskud at bygge helst to, men også bare een ny bane, så vi kan få afgjort, om det overhovedet kan lade sig gøre. Principielt mener jeg ikke det kræver en ny generalforsamlingsbeslutning, men jeg vil sikre løbende information om projektets status, således at der er mulighed for at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvis nogen måtte ønske det.
Og har vi så råd til det? Det tror jeg nok man vil mene, når regnskabet fremlægges.
Vi får i øvrigt mere styr på økonomien ved at indføre et nyt og betydelig mere online system. Og helst allerede fra næste indesæson. Men det har Steen lovet at fortælle lidt om.
Beretning 2009 om 2008/9
Lad mig indledningsvis tilstå, at når denne min første beretning
bliver så forholdsvis uden katastrofer, så skyldes det i høj grad hjælp og
tålmodig imødekommenhed fra de øvrige, mere garvede bestyrelsesmedlemmer. Jeg
vil benytte lejligheden til at sige tak for det. De vil i øvrigt som sædvanlig
supplere formandens beretning fra hver deres ressortområde. Som det vil være de
fleste bekendt, så blev vores kasserer Torben ramt af sygdom, og var ude af
stand til at varetage kassererjobbet. Heldigvis gik Åge Wickmann, offervillig
som sædvanlig, ind og overtog styringen og en kæmpe tak for det. Og endnu
heldigere så vil, som I kan se, Torben fremlægge regnskabet. Og ikke nok med
det, Jeg har ladet mig fortælle, at Torbens forhånd atter frygtes hos
Torsdagsveteranerne.
Året er vistnok ellers forløbet som det plejer, lige fra standerhejsningen over
grundlovsturneringen, ledet med erfaren hånd af Peter Kejser, til besøg i
Mürwick, nattennis og meget mere. Om succes’er turneringsmæssigt på
juniorfronten vil Jan berette, Christian tilsvarende for seniorerne. Hvad
veteranerne foretager sig er der ingen i bestyrelsen, der aner noget om, et
forhold vi vil forsøge at rette op på, ikke mindst budgetmæssigt.
Jeg vil herefter koncentrere mig om, hvad der sker omkring planerne om flere
baner og endnu en hal. Som bekendt ligger der en flere år gammel
generalforsamlingsbeslutning om en sådan anlægsudvidelse. Bestyrelsen er enig
om, at en haludvidelse med samtidig inddragelse af en udendørsbane er
urealistisk og forudsætter nyanlæg af mindst én og gerne op til tre baner,
liggende parallelt med fodboldbanen. Efter samråd med kommunen har vi delt
projektet i to og søgt om tilskud til banerne vel vidende, at vi ville få et
afslag. Afslaget skyldes ikke den nabohøring kommunen har gennemført. Her har
grundejerne som ventet protesteret, protester som jeg mener vi har imødegået med
gode argumenter. Når vi ikke fik støtte til projektet skyldes, det at alle penge
er gået til vedligeholdelser og at kommunen ikke havde truffet afgørelser vedr.
nye kommunale tennishaller, og derfor trådte forsigtigt på området.
I mellemtiden er det besluttet, at der ved Marienlystcenteret skal bygges 1
tennishal med 5 baner til det odenseanske tennisfolk, og ikke nok med det,
byggeprojektet er fremrykket, formodentlig på baggrund at det kæntrede vandpjask
kulturhus. Efter sigende skal grundundersøgelser allerede være iværksat.
Jeg har spurgt kommunen om vilkårene for udlejning til klubberne. Det havde man
ikke gjort sig tanker om ud over at lejerne skal betale driften uden nærmere at
præcisere, hvad det betyder.
Hvis det ikke omfatter renter og afdrag, kan lejen i en ny velisoleret kommunalt
finansieret hal blive væsentligt lavere end vores. I værste fald kan det medføre
nedsættelse af timeprisen hos os for at kunne holde belægningsprocenten, men
inden man glæder sig over det, må man huske, at man mister en indtægtskilde, som
kun kan kompenseres via kontingentet.
Kommunen havde en vag forestilling om, at FTU skulle sidde for bordenden, når
fordelingen af timer i hallen skal finde sted. Jeg foreslog det blev kommunen og
de odenseanske klubber alene. På et møde i FTU opfattede jeg, at TCO
forestillede sig at de alene skulle disponere over to baner.
Jeg mener, at fordelingen skal ske efter antal medlemmer og i øvrigt uden skelen
til, at en enkelt klub har formået at bygge, betale og forære kommunen een, og
på sigt to haller.
Konklusionen må være, at vi fortsat forsøger at få et par nye udendørsbaner mere
med kommunal støtte, at vi i princippet opretholder ønsket om en tredje hal, men
nok må indse, at det bliver svært at overbevise kommunen om at yde støtte hertil
i den nuværende situation, og at vi, når og hvis Marienlystprojektet realiseres,
lægger maksimalt ønske om haltimer ind, svarende til minimum én bane.Træning for
voksne og turneringsafvikling og almindelig medlemspil vil så blive henlagt
hertil.
Mens vi er ved hallerne og vores smukke anlæg i øvrigt, har jeg brugt nogen tid til at se på vedligeholdelsestilstanden. Ikke at forveksle med den daglige rengøring etc., som er i de bedste hænder hos Lis, men på tilstanden af tage, afløb, skure, tæpper i haller og lignende. Dels med henblik på opretning af mangler, dels for at etablere en nedskrevet rutine for vedligeholdelse, som med løbende justering kan gå i arv fra bestyrelse til bestyrelse. Vi må nok se i øjnene, at anlægget har nået en alder, hvor det er nødvendigt at investere i vedligeholdelse. Jeg må dog erkende, at min første indsats her ikke var så vellykket, nemlig udskiftningen af tagventilationen i hallen. Her fik jeg efter en del forhandlinger med brandtilsynet tilladelse til at reparere det bestående, men ikke til nutidige krav. Det ville være væsentlig billigere. Det kunne man så ikke få reservedele til, og vi besluttede da at lovliggøre installationen efter nyeste normer. Det kunne vi så ikke nå inden indendørssæsonen, og da jeg ikke havde mod til i min første formandsperiode at tage hallerne ud af drift i en uge, fik jeg overtalt brandmyndighederne og forsikringsselskabet til, at vi kunne vente med færdiggørelsen til efter indendørssæsonens afslutning. Så når vi nu snart atter kan komme ud i stabilt solskinsvejr, bliver brandlemmene gjort færdige.
At komme ud i solskinnet er særligt dejligt, når banerne er klargjorte. I lighed med sidste år satser vi igen på hjælp hertil fra medlemmerne i de kommende to weekender. Under kyndigt opsyn af Bent Rasmussen, Lorenz Poulsen og Christian og Claus, hvor de to sidstnævnte i går har været på baneklargøringskursus i Kolding og ikke mindst af en ny banetromle, idet den gamle brød sammen under sidste års anstrengelser, håber jeg, at vi med lidt god vilje fra vejrguderne kan have banerne klare endog før standerhejsningen.
At involvere medlemmerne i klubbens projekter har vi talt om i bestyrelsen. Vi tror på, at det vil være muligt at skabe ad hoc grupper til løsning af konkrete tidsbegrænsede projekter, så ikke bestyrelsen hænger på det hele. Af sådanne projekter for den nærmeste fremtid kan jeg nævne: etablering af hegn mod naboen ved minitennisbanen, bygning af net om og over minitennisbanen, indvendig maling af klubhuset, etablering af sponsorrekrutteringsgruppe, reparation af redskabsskurets tag, som i årevis har været utæt og meget andet. Opgavebeskrivelser og tegningslister vil blive opslået i klubhuset og på hjemmesiden.
Beretning 2007
Det bliver så sidste gang – i denne omgang – I skal høre min vinkel på det
tennisår, der er gået.
Jeg vil ganske let berøre DTF og FTU og så bruge mere tid på det, som vi samles
om her, Fruens Bøge Tennisklub
Først Dansk Tennisforbund
DTFs voldsomme satsning på eliten bærer fine frugter.
Caroline Wozniacki drøner op ad verdensranglisten, og Karen Barbat banker på.
Til gengæld er der stadig behov for en gevaldig indsats i bredden.
Det giver ikke mening at tale om enten elite eller bredde, det skal være både
og. Det, håber jeg, bliver FTUs input til DTF.
Fyns Tennisunion
Der sker noget i FTU i disse år, efter et par år, hvor FTU primært har ført sig
frem som halehæng til OB, nu TCO, er der strammet op organisatorisk, og ved
sidste generalforsamling blev der igen en fuldt besat bestyrelse. Fra FBT er det
Jan Rask og Morten Henriksen, der er med til at løfte opgaven.
Jeg håber, FTU vil gå i samarbejde med JTU om at etablere et regionalt samarbejde for eliten, for uanset DTF mener elitearbejdet er et klubansvar, så er det en tung opgave at løfte for den enkelte klub, og det giver mere dynamik og gensidig inspiration, hvis man kan samarbejde.
Et sådant regionalt
samarbejde kunne erstatte TTF, som TCO har sat sig på. De ville naturligvis være
velkomne i et nyt samarbejde, hvor alle skulle have lige del og adgang.
I øvrigt har FTU traditionen tro afholdt både individuelle og hold-mesterskaber,
og ved alle de begivenheder, jeg har haft lejlighed til at overvære, er det
foregået fint, fair og festligt. Tak for det!
Og så til vores klub, Fruens Bøge
Vi skal se, hvordan det går
- økonomisk
- organisatorisk
- sportsligt og socialt
- og som en festlig finale vil jeg opregne alt det, vi kan være glade for og
stolte af.
Økonomien har Torben og Palle jo fint styr på, og vi kan igen med tilfredshed
konstatere, at vi står med sorte tal på bundlinien.
Bestyrelsen foreslår ikke generelle kontingentforhøjelser, men det er en tanke, vi må vænne os til. Det bliver stadig tungere at mobilisere frivillige kræfter, man kan gang på gang læse om, hvordan frivillige foreninger indkalder til ekstraordinære generalforsamlinger, fordi der er problemer med at få besat bestyrelsesposterne.
Vi skal se i øjnene, at de
mere trælse opgaver efterhånden skal afsættes til professionelle, således at den
til enhver tid siddende bestyrelse kan bruge krudtet på en langsigtet kreativ og
iderig udvikling af klubben.
Organisatorisk er vi ved at være på plads.
Der er mange gode kræfter i bestyrelsen.
Seniorudvalget fungerer fint.
Juniorudvalget har endnu ikke afholdt møder – det regner jeg med vil ske snarest
- men afdelingen fungerer i øvrigt fornemt.
Veteranerne har pt ingen repræsentant i bestyrelsen, men jeg har netop fået at
vide, gruppen indbyrdes har valgt holdledere til denne sæson. Det var dejligt.
Sportsligt går det forrygende. Jeg skal ikke tage ordet ud af munden på nogen,
så ingen detaljer, bare en understregning af, at det går virkelig godt, og der
er for mig ingen tvivl om, at der her er to hovedårsager:
1) Vi har en meget dygtig
cheftræner
2) Vi satser meget og målrettet på en stadig uddannelse af vores øvrige trænere,
så strømmen nedefra hele tiden er sikret.
Det er en vigtig satsning,
og vi skal fortsætte med at være ambitiøse for at blive ved med være en
attraktiv tennisklub.
Det sociale liv i klubben er en fundamental del af vores identitet, og det vil
jeg ønske fortsætter.
Lad os blive ved med at hilse på hinanden, når vi mødes, særlig når vi ser helt
nye ansigter, for de har allermest brug for at blive hilst på!
Vi skal fryde os både når vi kan sige ”Velkommen” og ikke mindst ”Velkommen tilbage” i klubben, og vi skal gøre os umage for at nye medlemmer hurtigt føler sig hjemme. Heldigvis har jeg i løbet af året fået mange meldinger om, at man føler sig godt modtaget i vores klub.
Og så til den festlige finale:
Vi har et pragtfuldt anlæg
og et dejligt klubhus. Kapaciteten kan knap honorere behovet, men vi har
glimrende planer for en sund udvikling af klubben, så vi også i fremtiden kan
være glade for og stolte af vores klub.
Vi har en sammentømret gruppe af torsdagsveteraner, et frirum for de ældste,
hvor de kan dyrke deres sport og kammeratskab. Og heldigvis en gruppe, der er
indstillet på at lukke nye gamle ind.
Det kan vi være glade for
og stolte af!
Vi har en ambitiøs og dygtig veteranafdeling, som vandt DM hold bronze, flere
individuelle mesterskaber og en flok superveteraner, der vandt DM guld på
hjemmebane.
Det kan vi være glade for og stolte af!
– Og altså en klub, der
har kræfter til så stort et arrangement som et hold DM.
Det kan vi være glade for og stolte af!
Vi har en velfungerende og topmotiveret seniorafdeling. Og en stor, glad og
dygtig international teenagegruppe, som supplerer seniorerne på fornem vis.
Det kan vi være glade for og stolte af!
Vi har en stor og levende
flok motionister, som mødes på kryds og tværs til doubler og singler hele
vinteren, og som om sommeren mødes til klubaftner, hvor nye kan finde makkere.
En flok, som sandelig også gerne vil lære noget. Og vi har heldigvis en klub,
der tilbyder ALLE træning HELE året.
Det kan vi være glade for og stolte af!
Vi har en sprudlende juniorafdeling, som udover mange sportslige og sociale
arrangementer for klubbens medlemmer desuden om vinteren afholder fire små
ranglistestævner, så de små kan komme i gang i trygge rammer, og udendørs et
større stævne, så klubben også nationalt kan bidrage til tennislivet i Danmark.
Og som i år har institueret endnu en stærk tradition: Fruens Bøge Short Tennis
Open
Det kan vi være glade for og stolte af!
Og så nyeste skud på
stammen:
De allermindste, 4-7-årige, der træner med skumbolde i Sanderumhallen lørdag
morgen. Det er et felt under udvikling, hvordan træner man sådan nogen små nogen
på bedste måde? Det er vi ved at finde ud af. Der er ingen tvivl om, at de børn,
der starter så tidligt, har en særlig chance for at blive rigtig gode.
Initiativet er taget, og det kan vi være glade for og stolte af!
Ja, der var rigtig meget at glæde sig over, og der er rigtig mange, der er grund til at takke:
Tak til alle holdledere,
Tak til alle trænere,
Og tak til alle aktive forældre og diverse køkkentalenter.
Der er dog tre, som vi i bestyrelsen er enige om, skal have en særlig Tak
Christian Bladt for dit store arbejde i seniorudvalget
Frank Gaba for dit enestående trænerarbejde for motionisterne
Peter K-N for din retablering af veteranafdelingen.
Og så den allermest ærefulde: Årets FBT’er.
I år drejer det sig om en
utrættelig slider, en der ikke gør meget væsen af sig selv, men altid møder op,
når der er fælles udfordringer. Tusind tak for din indsats Claus Berentzen.
Måtte mange følge dit eksempel!
En stor personlig tak for tålmodighed, overbærenhed og i de fleste tilfælde et
udmærket samarbejde til de bestyrelsesmedlemmer, som har været i nærkontakt med
mig. Jeg ønsker jer et godt samarbejde og god arbejdslyst.
Til slut vil jeg takke af
for fire år som formand for denne her skønne klub. Det har været hårdt, og jeg
har været blød, men alt i alt har der absolut været flest positive oplevelser.
Tusind tak for med- og modspil.
Kitter
Kære medlemmer.
Jeg sidder og kigger ud på en høj klar himmel. Lige vejr til at spille ude? Nej, det er nok for koldt, det er jo svært at holde på ketsjeren med vanter på!
Vi er da også kommet rigtig godt i gang med indendørssæsonen. De ugentlige doubler og singler mødes, træningen på alle niveauer er kører som den skal, og den bærer frugt: Både 1.- og 2. holdet har været i kamp denne weekend og begge hold har vundet, tillykke!
Ikke desto mindre skal vi måske til at overveje, om og hvordan vi muligvis kan udvide udendørssæsonen?
Som det vil være de fleste af jer bekendt, har vi i bestyrelsen arbejdet intenst for at finde muligheder for flere udendørsbaner, og nu ser det ud, som om det lysner! Der kan ligge baner langs med naboens fodboldbane, og naboen er positiv! Og tænk, det er kommunen også! Fra vores udviklingscafe for et par år siden var status helt entydigt, at en udvidelse af klubbens banekapacitet skulle være prioritet 1A, og vi fortsætter arbejdet.
Når der ligger flere udendørsbaner, kan vi anlægge endnu en hal, og en del af min store drøm er, at vi etablerer fitnessfaciliteter, så vi også på den måde gør vores for at standse strømmen af unge mennesker fra foreningslivet til fitnesscentrene. Der er fantastiske perspektiver i det her.
Tilbage til den flotte knaldblå himmel. Det er tid at åbne en debat og indlede undersøgelser om, hvad der vil være det mest hensigtsmæssige underlag på de nye baner. Skal det nødvendigvis være rødt grus? Skulle det måske være hard court? Der er nok at diskutere, der er nok at tage stilling til, men målet kan der ikke være tvivl om:
Fruens Bøge Tennisklub som en af Danmarks allerbedste tennisklubber.
Mange hilsner
Kitter
Vel mødt efter ferien, som
I forhåbentlig har nydt.
Lige nu afvikles Sydbank Junior Cup. Kig ned på anlægget og se, hvor dygtige ”de
små” er. I kan også benytte lejligheden til at heppe på en af vore egne.
Jeg håber, mange af os mødes på onsdag.
Selvom Birgits pædagogiske og Franks benhårde træning engagerer en del motionister, skulle vi også gerne have kræfter til at mødes og spille lidt på kryds og tværs - ikke mindst med evt nye medlemmer.
Husk vores indsatsområde: Hvis du møder en, du ikke har mødt før i klubben, så byd velkommen!
Hold iøvrigt godt øje med kalenderen, hvor både klubmesterskaber og besøg fra Mürwik lover både hygge og god tennis.
Men det helt store sus i dette efterår bliver week-enden d. 15. og 16. sept.
Snyd ikke under nogen omstændigheder jer selv for at overvære det første officielle danmarksmesterskab for superveteraner.
For at sætte trumf på holder vi klubfest om aftenen lørdag d. 15. med levende musik og lækker mad. Lad for en gangs skyld sommerhuset passe sig selv!
Kærlig hilsen
Kitter
KALENDEREN
Udendørssæsonen er en travl tid; fra sommerferien til, vi går indendørs, er der arrangementer hver eneste week-end: bl.a. Sydbank Cup, holdkampe for alle aldre, Mürwik-besøg, klubfest og den store satsning: Det officielle danmarksmesterskab for superveteraner.
For at gøre det lettere at holde øje med de mange begivenheder sætter vi en stor kalender op i klubben. Selve de detaljerede opslag og tilmeldingslister vil komme op ca 2 uger før arrangementerne, ikke før, så hænger de bare og skygger for hinanden, men sæt allerede nu krydser i kalenderen!
Bestyrelsen har netop holdt møde, og vi har besluttet at fortsætte klubbens gode udvikling ved i perioden fra indendørssæsonens start til medio november at afholde workshops for samtlige klubbens medlemsgrupperinger, juniorer, seniorer, veteraner, motionister, og vi ender med en workshop om økonomi og klubbens fysiske rammer. De enkelte workshops er målrettet de enkelte medlemsgrupper, men alle er velkomne hver gang!
På denne måde håber vi at støvsuge alle ønsker og gode ideer til fælles inspiration og ny dynamik.
Vi forestiller os en række eftermiddage og/eller aftener med lidt tennis, lidt at spise og en masse ideudveksling. Snyd ikke jer selv for denne mulighed for at præge klubbens fremtid.
HOLD ØJE MED OPSLAGSTAVLENS STORE KALENDER OG HJEMMESIDEN, HVOR WORKSHOPDATOERNE SENERE VIL BLIVE ANNONCERET.
I må nyde den sidste skønne halvdel af sommeren.
Kærlig hilsen
Kitter
Kære klub, kære medlemmer.
Tennisforåret er ved at være slut. Jeg håber, I alle sammen har spillet nogen
gode kampe mellem de heftige regnbyger! Lige nu kan man jo nyde lidt Wimbledon,
hvis man ellers har den rette kanal…Det har været et dejligt forår. Lad os se
lidt på, hvordan det er forløbet. Juniorerne først, selvfølgelig:
Træningen er gået fint, ingen aflysninger, pænt, stabilt fremmøde. Ved junior FM
markerede Fruens Bøge Tennisklub sig endnu en gang som den ene af Fyns to helt
dominerende klubber.
Held og lykke til de juniorer, der deltager i DM!
Vi skal hele tiden
fokusere på den vigtige opgave: at udvikle nye spillere.
Derfor afholder vi trænerkurser, og derfor vil denne uge være præget af
usædvanlig meget liv og glade dage, for vi afholder TENNISSKOLE. Fire
koncentrerede dage med masser af børn, leg og boldspil, som måske afdækker nye
talenter og bringer nye medlemmer til klubben. Tak til alle de trænere, som gør
en kæmpe indsats på tennisskolen.
Seniorfronten har også gjort det godt. 1.holdet rykker op, tillykke med det! Og
2.holdet klarer måske skansen og bliver hængende i Fynsserien. Der har været
meget god energi og stabilitet i træningen, og det bærer frugt. Jeg kunne have
ønsket lidt flere FBT’er ved seniorFM, skal vi ikke satse på det næste år?
Hos motionisterne har timerne med træner igen været det helt store hit. Birgit Lunds hold har været overtegnede igen, og en ny træner, Frank Gaba har debuteret med meget stor succes, hans elever vil fortsætte indendørs, og det må vi finde en løsning på – løsningen bliver måske morgentræning.
Den målrettede træning
koster nok den ugentlige klubaften et par deltagere, men der er dog stadig som
regel et godt dusin, der nyder kaffen, banerne og hinanden hver onsdag aften.
Veteranafdelingen er i øjeblikket virkelig et kapitel for sig! Vi ligger nr 1 og
2 i Fynsserien og 3. holdet ligger nr 2 i serie 1. Afdelingen er stor og
sprudler af liv, begejstring og initiativer. Det er en stor glæde at være vidne
til. Mange nye dygtige spillere er en god udfordring på flere niveauer.
Vigtigst: Tager vi godt imod de nye? Det føler jeg er lykkedes.
Til efteråret venter en stor opgave, som klubben skal løfte i fællesskab:
DM for superveteraner. Det
bliver sjovt.
Trods bygerne - der jo som bekendt går og kommer – har den første halvdel af
sommeren været vellykket. Klubben samledes om grundlovsturneringen, som atter
blev en rigtig hyggelig og god sportslig dag.
Den opgave, som jeg fortsat gerne vil have, vi alle sammen fokuserer på, er:
Modtagelsen af nye medlemmer. Det er afgørende, at de føler sig velkomne, så
hvis du ser et nyt ansigt, så sig dav!
Husk, kære medlemmer, at
det er jeres klub. Bestyrelsen vil meget gerne optræde som koordinator for alle
gode ideer og initiativer. Vi vil selvfølgelig gerne finde på, men alt det nye
behøver ikke komme fra bestyrelsen. Hvis I har et projekt, som styrker og
udvikler sammenhold og tennisfærdigheder, så har I på forhånd bestyrelsens fulde
opbakning.
Nu må I have en dejlig ferie – og husk at pakke ketsjeren, det kunne jo være, I
kom forbi en tennisbane!
Vi ses i klubben!
Kærlig hilsen
Kitter
Juli 2007
LILLE BETÆNKNING OM HOLD OG
HOLDLEDERE
I Fruens Bøge Tennisklub har vi heldigvis så mange dygtige tennisspillere, at vi kan stille hold i mange rækker, kategorier og aldersklasser. Spillerne får herigennem beriget deres tennisliv med nye udfordringer og møder med nye tenniskammerater.
I denne
sammenhæng er holdlederen en nøglefigur.
Dels er
holdlederen en slags ambassadør for klubben, dels påtager han/hun sig en opgave
og et ansvar for sine klubkammerater, så en stor tak til alle, der har ydet en
indsats som holdleder.
Når man melder sig som holdleder er det hensigtsmæssigt at fuldføre en hel sæson, og så – når man er træt eller får for travlt – at sørge for at give stafetten videre, hos seniorer og veteraner til en anden spiller, hos juniorer til en anden forælder.
Junior- og
seniorhold sætter holdlederen typisk i samarbejde med træneren, veteranhold
sættes af holdlederen.
(Dette
arbejde har bestyrelsen intet at gøre med).
Som tidligere nævnt her på hjemmesiden fyldes holdene som hovedregel ”oppe fra”. Holdkampene skal både være ramme om en god tennisudfordring og nogle timers behageligt samvær, de skal både fungere sportsligt og socialt.
Forhåbentlig er der også næste år en række forældre og spillere, der vil give en hånd med den værdifulde opgave.
Mange
hilsner
Kitter
Kære medlemmer
Så er bestyrelsen på banen igen, og vi har efter lidt udskiftninger af medlemmer
og suppleanter konstitueret os på følgende måde, som vi håber bliver til gavn
for jer medlemmer:
Hus & have: Lis Jensen
Kasserer og administrator af medlemmer og haller: Aage Wichmann
I lære hos Aage: Torben Madsen
Motionist- og aktivitetsudvalg: Erik Aablad
Sekretær: Christian Scherer
Veteranudvalg, seniorudvalg og næstformand: Peter Keiser-Nielsen
Juniorudvalg og formand: Kitter Keiser-Nielsen
Man mærker, sommerferien er forbi, anlægget summer af liv.
Juniorerne har netop holdt SJOV FREDAG, seniorerne træner til den vigtige holdkamp mod Vejle på lørdag, og flere dejlige oplevelser er i vente:
KLUBMESTERSKAB FOR ALLE 8.-10. september.
Reserver dagene – ikke mindst fordi vi lørdag d. 9. 9. holder KLUBFEST
som afslutning på udendørssæsonen. Birthe Bøje og Karin Hornemann kommer, Erik Aablad skaffer lækker mad, så husk klubfesten som en festlig afslutning på en god udendørssæson.
Hvis jeres makker nu skulle være optaget, når der skal trænes ekstra til klubmesterskaberne, så husk: brug af boldmaskinen også er indeholdt i kontingentet!
Vi ses i klubben!
Kitter
14-06-2006
SOMMER, SOL, SUCCES OG SORTE HULLER
Junior FM er vel overstået, og
heller ikke denne gang undlod Fruens Bøge at blande sig i medaljestriden.
Det blev til to mestre:
Mette Friis U18 og Therese Jensen U12.
HJERTELIG TILLYKKE!
Desværre er der sket en
stor svipser for torsdagsmotionisterne.
Martin Holdt har indstillet sin træning uden at vi i bestyrelsen har været
orienteret. Vi beklager MEGET og håber, vi kan gøre det godt igen efter
sommerferien. I, der mødte op forgæves har helt sikkert noget til gode.
Der er heldigvis også noget at se frem til:
D. 25. juni arrangerer Lis Gaba, Marianne Kjær og Kirsten LADIES DAY.
Vi håber på godt vejr og ønsker jer en dejlig dag.
Og til slut til alle holdspillere: Mød op til træning, det eneste, I risikerer,
er at blive bedre!
Nu må I alle sammen nyde vejret, banerne og hinanden!
Kitter
29-04-2006
Velkommen til standerhejsning allesammen og en særlig velkomst til vores nye medlemmer.
Da min familie og jeg sad ved morgenbordet i torsdags, og jeg fortalte, at nu
skulle jeg skrive tale til standerhejsningen, var Maries, min datters, reaktion
”mor nu ikke for meget om det sociale, vi har hørt det”, så altså ikke for meget om det sociale, men lige til de nye medlemmer, ganske kort:
I Fruens Bøge Tennisklub lægger vi lige stor vægt på det sportslige
og det sociale.
Jeg er sikker på, alle glæder sig til at komme i gang udendørs, nogen har tyvstartet, og det forlyder, at banerne er gode, så tak til Peter.
Og tak til Lis for, at anlægget som altid tager sig strålende ud.
Vi mangler lige at få malet plankeværket, men det er jeg sikker på, nogen
tager sig af!
Hvad kan vi vente os af 2006?
På mandag starter træningen af juniorer, seniorer og også i år har vi
træning for voksne begyndere og let øvede.
Midt i maj venter klubmesterskab for veteraner og vi kan allesammen
glæde os til grundlovsturneringen i juni.
Til august afholder vi vores store juniorturnering, Sydbank Cup, vi fortsætter klubudviklingsarbejdet med Hans Frantzen fra Dansk Tennisforbund, og vi
får besøg af vores tennisvenner fra Mürwik.
Hele sommeren vil også være præget af holdkampe for alle aldre og på mange niveauer. Held og lykke til alle holdene!
Sæsonen rundes af med klubmesterskab for både juniorer og seniorer.
Først og fremmest vil anlægget summe af liv, af alle de daglige singler og
doubler. Og det spørgsmål, jeg har lyst til, at vi skal stille os selv og
hinanden er: Hvordan gør vi oplevelserne i klubben endnu bedre?
Her vil jeg foreslå stikordet, service, som egentlig betyder tjeneste. Jeg synes, vi skal være servicemindede i klubben, gøre os selv og hinanden tjenester:
For eksempel tag lige den ekstra kop med, som forgængeren glemte.
Eller: Når du går fra banen efter at have fejet helt ud til kanterne, så snup
lige en ukrudt eller to.
Hvis vi alle sammen gør lidt mere end nogen kan forvente eller forlange,
så får vi helt sikkert endnu et skønt forår, en dejlig sommer og et uforligneligt
efterår i Fruens Bøge Tennisklub, en sæson med livsglæde, udfordringer og
fællesskab.
FRUENS BØGE TENNISKLUB LÆNGE LEVE!
28-03-2006
Så er generalforsamlingen overstået, næste bold! Det vigtige nu er, at
vi samler os og arbejder videre for at udvikle vores gode klub og gøre
den endnu bedre.
Den nye bestyrelse skal mødes for første gang d. 4. april, og så regner
jeg med, vi finder en dato, så vi kan fortsætte arbejdet med Hans Frantzen.
Generalforsamlingen bekræftede, at klubben har rigtig mange engagerede
medlemmer, og det er en stor og god udfordring at få alle de gode kræfter til
at arbejde i samme retning: En endnu bedre klub, det mål kan vel ingen
være uenig i. Det vi skal diskutere bliver strategier.
Hvordan gør vi det bedst muligt?
Jeg kunne tænke mig at oprette workshops for de enkelte afdelinger, hvor
man fordybede sig i mulighederne for de enkelte afdelinger, her skulle ideer
og gensidig inspiration blomstre om kap med foråret, som heldigvis snart
byder på udendørs tennis!
Vi ses på anlægget!
Kitter
29.12.05
Kære medlemmer.
Jeg håber, I alle sammen har haft en hyggelig og glædelig jul, og at I får spillet noget
tennis på nogen af fridagene!
Jeg sidder og venter på, snestormen skal ramme Fyn, mens jeg gør status over det år, der snart er gået.
Vores store, velfungerende motionistafdeling, som i vinterhalvåret lever en noget opsplittet tilværelse, er stadig klubbens solide fundament, og det skal den fortsætte med at være. Der er ingen tvivl om, at det er nøglen til en sund tennisklub.
Afdelingen bereder mange mennesker mange glæder, men vi kan gøre det bedre:
Et af mine store ønsker er, at vi i fremtiden kan byde voksne begyndere velkommen med et tilbud om træning – også om vinteren.
Juniorafdelingen er en stadig udfordring, fordi Fruens Bøges gode trænere – nu i samarbejde med Tennis Team Fyn – udvikler så mange gode tennisspillere. Alle kræver tid og plads, og den store opgave er at dele sol og vind på rette vis. De dygtigste får mest, og sådan skal det være. Alle turneringsspillere skal træne på stor bane, og alle andre juniorer skal mindst have en times minitennis/uge. Hvis vi havde en ubegrænset mængde indendørs baner, kunne alle træne så meget, de ville, men det har vi altså ikke, og det kan næsten alle juniorernes forældre forstå.
Seniorafdelingen har eksperimenteret i år med fællestræning med OB. Det skulle have mundet ud i holdfællesskab fra nytår, men afdelingen har ikke formået at bage det store organisatoriske brød, Morten Henriksen slog op i foråret.
Veteranerne har et højt aktivitetsniveau. Nogen hygger sig med doubler, andre træner mere seriøst, og vores hold repræsenterer klubben i Fyns bedste rækker. Enkelte lever helt professionelt, hvilket bærer frugt! Frank Gaba tager – med klubbens støtte – til EM i Østrig i næste måned, held og lykke!
Jeg vil ønske jer allesammen masser af held og hård træning i 2006, og så håber jeg, I møder talstærkt op til generalforsamlingen, 18. marts kl 10.00, hvor klubbens fremtid skal afgøres!
Mange hilsner
Kitter.