FORMANDSBERETNING FOR ÅRET 2006, Fruens Bøge Tennisklub
2006 har været et rigtig godt år i Fruens Bøge Tennisklub, et år præget af ro og konsolidering. Før vi kigger nærmere på livet i klubben, skal vi kaste et blik først på Dansk Tennisforbund og dernæst på Fyns Tennisunion.
DTF
Årsberetningen ligger på DTFs
hjemmeside, så jeg vil kun komme ind på enkelte træk.
Sportsligt er det først og fremmest Caroline Wozniacki, der er værd at nævne.
Hun vandt juniorwimbledon og sluttede året som nr 2 på juniorranglisten og er pt
231 på WTAs rangliste.
FedCup holdet forsvarede deres palcering i zone 1, og Davis Cup holdet spillede
sig fra gruppe 3 til 2.
I efteråret arrangerede DTF igen en challengerturnering i Kolding og i
forbindelse hermed var der et vellykket juniorarrangement, hvor også nogen fra
Fruens Bøge Tennisklub deltog.
DTFs økonomi er sund, men forbundet oplever stadig medlemsnedgang.
Forbundet har foretaget et par organisatoriske ændringer, bl a er det nu DTF,
der står for træneruddannelserne, og desuden er kommunikationen udsourcet til
MagMedia og udgivelsen, TennisAvisen.
FTU
Også denne beretning kan I finde på
nettet, så det her bliver ikke noget fyldigt referat, men der er dog et par
forhold, jeg har lyst til at kommentere.
I sin beretning beklagede Torben Brønner, at OB og Fruens Bøge ikke fusionerede,
”som det jo var meningen”. Det har det aldrig været for denne bestyrelse. Vi
indgik i et træningssamarbejde af hensyn til eliten, og så vil vi i øvrigt gerne
have respekt for vores klubs flertalsbeslutninger.
Elitesamarbejdet på juniorsiden går en uvis skæbne i møde. Det har altid været min holdning, at det det burde ligge i FTUs regi, men det har de sidste tre år fungeret som et samarbejde mellem OB, som nu hedder TCO, Fruens Bøge Tennisklub og FTU.
TTF har ikke søgt
elitemidler i år, det har derimod TCO, som bliver eliteidrætslokomotiv. Vi
ønsker dem held og lykke.
Unionen oplever tilbagegang i medlemstallet og et par klubber har meldt sig ud.
Noget tyder på, der mangler fornyelse og udviklingsplaner.
Organisationen er forenklet, sådan at bestyrelsen er skåret fra 7 til 5 medlemmer. Af disse 5 er 2 fra Fruens Bøge Tennisklub. Jan Rask er trådt til for at arbejde med ungdomsområdet, hvor jeg er sikker på, han kan give unionen et tiltrængt aktivitetsløft. Lars Udengaard blev også valgt, jeg kan forestille mig, han kan bidrage væsentligt til kvaliteten i FTU, ikke mindst organisatorisk.
Jeg tror, FTUs bestyrelse er styrket nu, og jeg ser frem til en positiv udvikling i unionen, måske vil man nu indlede et tættere samarbejde i regionen?
FBT
Og så til det væsentlige… Fruens Bøge
Tennisklub.
Året har som sagt været godt og roligt. Lad os se på disse fronter:
- Den økonomiske, den organisatoriske, den
sportslige og den sociale
Vores økonomi er sund og god. Vi kan igen i år konsolidere os, og trods den store afgang efter sidste års generalforsamling kan vi for året som helhed notere en lille fremgang. Alle sponsorer med en enkelt undtagelse er forblevet tro mod os og en tidligere er vendt tilbage, det er vi glade for.
Tusind tak til alle
sponsorer, som er medvirkende til at gøre denne klub til noget særligt. I øvrigt
henviser jeg til Aages gennemgang og kommentarer.
Organisatorisk er vi ved at være på plads. Jeg regner med, at når vi skilles i
aften, er alle poster stærkt besat. Vi fortsætter med en bestyrelse på 7
medlemmer, så vi sikrer, at alle medlemmer bliver hørt og har en stemme i
bestyrelsen.
Jeg regner også med, at
jeg efter i aften ikke skal tage mig specielt af nogen udvalg, så jeg kan
koncentrere mig om rekruttering af nye frivillige og den videre udvikling af
klubben.
Sportsligt har vi kunnet mærke, at flere af elitespillerne smuttede for et år
siden, Christian vil komme nærmere ind på, hvordan det er gået for seniorerne,
men jeg kan da her indskyde, at vi på juniorsiden i 2006 havde 4 indendørs og 2
udendørs mestre. Desuden blev U16 holdet fynsmestre.
Den sociale side har også
i år været en af klubbens store forcer.
Vi har haft mange dejlige arrangementer. Veteranklubmesterskaber i foråret, og
klubmesterskaber i efteråret, hvor vi slog juniorer og seniorer sammen. Det blev
et par dejlige dage!
Og her i foråret har Anita Poulsen holdt en meget spændende Afrika aften. Tusind
tak skal du have!
Desværre måtte vi aflyse besøget fra Mürwik pga manglende opbakning.
Det må vi kunne gøre bedre i år. Og enhver, der tænker, ”det var synd”, må jo spørge sig selv, hvor han eller hun var den pågældende søndag.
Jeg håber, at nogen, der virkelig brænder for at fortsætte denne tradition vil etablere en Mürwik-komite. Der er frit slag!
Bestyrelsen har været med i en arbejdsgruppe, ”Bolde over Dalum”, hvis mål er at udvikle området lige her omkring bibliotek, fodbold- og tennisklub. I klubben er der hængt en stor plakat op, som skildrer et område med alt fra skaterbane til eksotiske haver og et orangeri. Konkret for tennisklubben skulle der ud over det spændende miljø blive en slagmur og et par minitennisbaner på parkeringspladsen. Her kunne man forestille sig, at vi f.eks. gav gratis træning hver 14. dag og på den måde bidrog til fællesskabet, man kunne forestille sig, at vi ad den vej kunne finde nye medlemmer.
Der er mange spændende muligheder, og fordi vi kan betegne året som stille og roligt, skal ingen tro, vi er gået i dvale. Vi har mange planer, den første er en udbygning af klubhuset, som vi vender tilbage til.
Nu hvor jeg har rejst mig, vil jeg også nævne juniorudvalget, som jeg virkelig under en ”fuldtidsformand”. Jeg har været inde på et par af de sportslige resultater, så her et par ord om det sociale liv i juniorafdelingen.
Her er til min store glæde vokset en ny kreds af aktive forældre frem. Sådan synes jeg, klubben skal fungere. Bestyrelsen står for enkelte store arrangementer, og så må det ellers gerne myldre af ideer og aktiviteter fra alle medlemmer, der har en god ide. Alle forslag er velkomne. Hvis det er noget, klubbens medlemmer har glæde af, så koordinerer bestyrelsen gerne.
En anden positiv nyhed på juniorfronten: Ungdomsrådet er genopstået, og vi glæder os til at se, hvad de unge mennesker finder på. De har vores fulde opbakning. Jeg har hørt nogen tale om en fælles tur til La Santa sport. Hvis den bliver til noget, vil jeg meget gerne med.
Vi fortsætter uddannelsen af trænere, som er en meget væsentlig forudsætning for kvaliteten i juniorarbejdet, og vi afholdt sidste år og vil også i år afholde tennisskole til sommer. Det er her, vi får de fleste af vores nye juniorer.
Ja, juniorerne fylder –
ikke mindst i budgettet, men kære venner, vi prøver at holde balancen. Alle
aldre skal være her, alle skal kunne dyrke sport og fællesskab her i huset, og
vores mission er at lære de unge, at et socialt forpligtende fællesskab, hvor de
kan gøre deres indflydelse gældende, og hvor den 12-årige Mikkel hilser på sin
klubkammerat, den nogen-og-80 årige Aksel, det er værdifuldt, og de skal
selvfølgelig lære det ved at opleve det.
Kitter
Marts 2007
VETERAN-FORMANDSBERETNING FOR ÅRET 2006, Fruens Bøge Tennisklub
2006-sæsonen startede
forrygende for veteranerne med 2 succesfulde arrangementer.
Vi startede med et veterantræf, hvor 12 herrer og 4 damer især fra 2. og 3.
holdet deltog i en hyggelig lørdagsseance med masser af tennis, grill og samvær
til opbyggelse af korpsånd og holdmoral inden starten på holdturneringen.
Weekenden efter afholdte
vi klubmesterskaber for veteraner, som især i herresingle var så stærkt besat,
at det var sværere at blive klubmester end fynsmester.
Claus Dalgaard vandt rækken efter en weekend med masser af spændende kampe og
god tennis.
I holdturneringen gik tingene lidt skævt, og efter forårssæsonen var vort 1. hold truet af nedrykning, men med en mobilisering af mange gode kræfter, lykkedes det med en stærk afslutning ikke alene at redde 1. holdet i fynsserien, men 2. holdet vandt sin pulje i serie 1 og rykkede dermed op i fynsserien og 3. holdet blev nr. 2 i sin pulje i serie 1 og altså også tæt på at rykke op i fynsserien. Tak til holdlederne: I har udført et flot job, selv om det ikke altid er nemt.
Ved de individuelle FM tog vore spillere godt for sig af retterne: Frank Gaba, Jørn Butho, Jørgen Pedersen og Birgit Lund, ligesom nytilkommerne Claus Dalgaard og Torben Davidsen blev alle fynsmestre.
Vore 2 landsholdsspillere Birgit Lund og Frank Gaba kom hjem fra DM med metal om halsen.
Desuden deltog Frank Gaba i EM, hvor han gjorde en meget flot figur ved at vinde taberrunden.
Så kan vi holde fast i den positive stemning om vore hold og med den tilgang af 3 stærke spillere fra OB, er veteranudvalgets målsætning for 2007-sæsonen intet mindre end at blive fynsmestre og lykkes det, så står medaljer ved hold-DM på ønskeseddelen. Vi ser frem til en spændende sæson for veteranerne.
Peter Keiser-Nielsen
Marts 2007
FORMANDSBERETNING FOR ÅRET 2005, Fruens Bøge Tennisklub
Hvad er der sket i Danmark? Hvad er der sket på Fyn? Og hvad er der sket i Fruens Bøge Tennisklub, siden vi sidst holdt generalforsamling?
Idet jeg henviser til Dansk Tennisforbunds og Fyns Tennisunions hjemmesider, hvor deres respektive beretninger kan læses, vil jeg ganske kort referere og kommentere årets gang i forbundet og unionen.
DTF
Dansk Tennisforbund holdt generalforsamling d. 11. marts i Århus.
Forbundet oplever stadig medlemsfrafald og vil derfor intensivere arbejdet med klubudvikling. Desuden skal der satses på uddannelse af ledere og trænere.
På eliteplan har specielt Caroline Wozniacki gjort sig bemærket, hun ligger nu nr 4 på juniorranglisten.
Der er også mange unge herrer på vej, bl a Martin Pedersen, Thomas Kromann og Rasmus Møller, som alle tre har markeret sig i Fruens Bøge Cup.
Kenneth Carlsen ligger stadig i top 100 efter sejr i Memphis, og hos veteranerne kan man glæde sig over Alan Rasmussens verdensmesterskab.
Aktivitetsniveauet på turneringsfronten har som sædvanlig været højt, og i år havde DTF succes med at gennemføre en challengerturnering i Kolding.
Set fra vores vinkel er det en stor glæde, at TTFs U12 hold vandt hold DM,
Det er da også værd at notere, at 7 af de 8 spillere, der udgjorde holdet, nu er medlemmer af Fruens Bøge.
Det er på den baggrund tydeligt, at klubben satser på talentudvikling, og at satsningen nytter!
FTU
Fyns Tennisunion holdt generalforsamling 15. februar, hvor Torben Brønner genvalgtes som formand uden modkandidater.
FTU har indledt samarbejde med Jysk Tennisunion om juniorturneringer.
Unionen har gennemført sin holdturnering med 126 planlagte kampe, hvoraf dog flere blev aflyst.
FTU har i samarbejde med OB-Tennis og Fruens Bøge arbejdet for at påvirke politikerne til at bygge tennishaller i Odense.
Det lykkedes efter en ihærdig indsats, og aktioner, hvor Fruens Bøges juniorer spillede minitennis på Flakhaven, beslutningen blev truffet, så hvis alt går efter planerne, skulle der i foråret 2009 være 5 nye tennisbaner under overdækningen på cyklebanen i Bolbro.
Mht FTUs individuelle mesterskaber vinder vores juniorer næsten alt, mens seniorerne er nærmest usynlige. Jeg kunne dog godt også ønske mig en større indsats fra juniorerne i holdturneringen i år!
FBT
2005 har været et rigtig godt år økonomisk.
Sportsligt har det også været fint, specielt på
juniorsiden.
Og socialt har det været forrygende
Organisatorisk har der virkelig været noget at lære, og det skal vi drage konsekvenserne af i 2006 – hvis det ellers står til mig.
Det fundamentale papirgrundlag for en velfungerende klub skulle være på plads: samarbejdsbetingelser, vision, målsætning og værdigrundlag.
Og det er ikke bare varm luft, det er vigtige redskaber at navigere efter.
Nu har den elektroniske banereservation fungeret over et år. Det var en god investering. Folk har taget systemet til sig, man har hjulpet hinanden i gang, og det er tydeligt, det giver mere luft. Der kan ikke længere tegnes baner ulovligt, og desuden er det mit indtryk, at de fleste er flinke til at få afbestilt de baner, der alligevel ikke skal bruges. Desuden har den meget billige halleje i sommersæsonen afhjulpet en del af vores kapacitetsproblemer.
Vi har haft den første sommer med den ”spanske” trappe, og det har fungeret rigtig godt. Anlægget er blevet trimmet bl a takket være mange aktive til arbejdsweek-enden, og der er sat nye pressenninger op – ikke mindst til glæde for naboerne!
Vi har desuden investeret i en boldkanon. Den er delvis finansieret af de pengegaver, vi fik til jubilæet. Den har længe været ønsket af flere motionister, og da nu trænerne også meldte sig som liebhavere, blev den anskaffet.
Desuden har vi købt en ny stor støvsuger, da den gamle brød sammen.
I foråret tog flere juniorer og nogle forældre til Weissenhäuser Strand i Tyskland, hvor vi spillede tennis, gik i vandland og hyggede os. Hvem arrangerer turen i 2006?
Det helt store sus i 2005 har selvfølgelig været jubilæet med alt, hvad det indebar:
I foråret den fælles tur til Hamborg med Rothenbaum turneringen, i efteråret reception med mange lokale gæster, en festlig jubilæumsturnering, som blev vundet af Elsebeth Orthmann og Morten Keiser-Nielsen og endelig vores fantastiske fest, som blev endnu bedre, fordi over 100 medlemmer deltog. Det var dejligt, og en fortjent respons på festudvalgets store, gode indsats. Det var også en stor glæde at se reaktionen på udnævnelsen af Aage Wichmann til æresmedlem.
For et år siden var der stor opstandelse på generalforsamlingen, fordi den daværende seniorudvalgsformand arbejdede på et holdfællesskab for seniorerne med OB. Ideen var bl a, at seniorerne skulle have større udfordringer.
Bestyrelsen støttede i første omgang et træningsfællesskab og mente, seniorudvalget selv måtte løfte den organisatoriske del af projektet, dog med tilbud om hjælp fra flere af klubbens kompetente kræfter.
Jeg har i løbet af 2005 brugt en del tid på møder med OB, fordi jeg mente, vi var enige om at samarbejde, hvor begge klubber kunne se en fordel af det.
Første møde efter sommerferien var på Marienlyst, hvor vi bl a skulle tale om seniorernes samarbejde, men det var svært at nå nogen vegne, da seniorudvalgsformanden udeblev uden afbud.
Jeg har også holdt møde med Jens Risager, TTFs formand, og Bente Basset fra OB for, at vi i fællesskab kunne udarbejde retningslinjer for et elitesamarbejde, men både Jens og Bente Basset mente, at svaret på alle vores ønsker var en sammenlægning af klubberne.
Set i retrospekt føler jeg, at vi med vores imødekommenhed har lukket en trojansk hest ind i klubben. Der arbejdes fra OB målrettet på en sammenlægning af klubberne på trods af, at jeg flere gange har bedt OBs bestyrelse om at respektere vores holdning.
Det er så den organisatoriske lære, jeg har kunnet drage af begivenhederne i 2005: De enkelte udvalg er som før primært forpligtede af vedtægter og økonomi, men for ikke at splitte klubben ad, må man også hele tiden sørge for, at have opbakning fra bestyrelsen til større forandringer.
Året har iøvrigt budt på traditionsrige begivenheder som grundlovsturnering, besøg i Mürwick og klubmesterskaber, hvor juniorerne mødte talstærkt op og havde et par gode dage, mens seniormesterskabet var noget mere beskedent besat.
En af de seneste gode nyheder er fra veteran-DM, hvor Frank Gaba igen på fornem vis har repræsenteret klubben, det blev til 3 bronze-medaljer. Tillykke!
Klubbens veteranafdeling er både mangetallig, flittig og velfungerende.
Endelig kan jeg glæde vores elitejuniorer med, at vi også i år har modtaget støtte fra Odense Kommunes Elitesekretariat til talentudvikling. Det virker som om, juniorerne trives, og vi har generelt et godt samarbejde med forældrene.
Fremtiden for vores klub er løfterig.
Vi har mange dygtige juniorer, som med tidens og naturens hjælp bliver dygtige seniorer.
Vi har vores dejlige, velfungerende anlæg, og vi har planer. Der er mange muligheder, skal vi anlægge flere grusbaner på Popermos parkeringsplads?
Skal vi bygge hal på bane 5?
Hvad med et nyt mødelokale? Så medlemmerne skånes for at høre på deres højrøstede formand?
Vi har indledt et samarbejde med DTF om klubudvikling og indkredset et par vigtige indsatsfelter for den nærmeste fremtid og på længere sigt venter samarbejdet på elitefronten i de nye haller.
Der er udfordringer nok til den kommende bestyrelse, ligesom der har været nok at se til for den, der har siddet indtil i dag. Tak for samarbejdet i 2005!
Og for hele klubben vil jeg ønske et rigtig godt 2006.
Kitter
Marts 2006