Nyheder fra Turneringsspillerne i Fruens Bøge Tennisklub
Junior DM i Påsken
De bedste juniorspillere samles traditionelt i påsken, for at spille om hæder og ære i alle ungdomsrækkerne fra U12-U18. Der har været år, hvor Fyn har været ganske godt repræsenteret og år, hvor der ikke har været mange fynske spillere med. I år var både antallet af deltagere og disses resultater på det jævne. For Fruens Bøge spillerne gik det som beskrevet herunder:
U12 – Emil O Jensen: Emil er 2. års U10 spiller og stillede op til sit første U12 mesterskab. Da Emil endnu ikke er rangeret så højt på den nationale rangliste måtte han gennem kvalifikationen. Her vandt han første kamp overbevisende, men måtte desværre forlade turneringen efter 2. kamp, om Emil tabte 2-6, 0-2 ( rt. ). At Emil teknisk er en særdeles dygtig tennisspiller med muligheder for at nå langt er der ingen tvivl om. Indsatsen fremadrettet bør især målrettes mod det mentale område. Som et kuriosum kan det nævnes, at den senere Danmarksmester – Sebastian Grundtvig fra HIK – også er 2. års U10 spiller og dermed har mulighed for at blive U12 mester 2 gange endnu!!!
U14- Tobias Nygaard Hansen: Godt at se Tobias med til DM igen efter en pause sidste år. Desværre var Tobias lidt småskadet i skulderen i ugen op til UM, og det blev da også afgørende i 1. kamp i kvalen, som endte med at Tobias trak sig i 2. sæt efter et lige 1. sæt som desværre gik til modstanderen. Tobias´spil har udviklet sig godt henover vinteren. Fremadrettet bør fokus ligge på benarbejdet, stabilisering af baghånden og mere fysisk træning.
U14 – Vanessa Timm: Set i lyset af, hvor kort tid Vanessa har spillet tennis, så har hendes niveau udviklet sig eksplosivt henover vinteren og med hendes træningsindsats og iver for tennisspillet er der lang vej til kurven flader ud. Vanessa spillede også sit første UM og tabte 1. kamp i kvalen, men var godt med især i 1. sæt. Det er bare at give den fuld gas til træning og fortsætte med det hårde fysiske arbejde – gode gaver kommer til den som arbejder hårdt!
U16 – Kirstine Jensen: Kirstine havde fået en rigtigt dårlig lodtrækning, da hun i første runde mødte Fed Cup spilleren Cecilie Melsted fra KB. Som ventet fik Kirstine ørene i maskinen, men fik dog to partier i 2. sæt. Flot!! Kirstine flytter desværre et år til Finland efter skolen her til sommer, men vi håber at hun finder en god tennisklub i det finske og vender tilbage til klubben med fuld kraft, når hun kommer hjem igen.
U18 – Emma og Mathilde Henriksen: Dette var Emma og Mathildes sidste UM Inde som juniorspillere. Begge spillere har gennem årene vundet mange medaljer både i single og i doublerækkerne. I år ville skæbnen så, at de skulle møde hinanden i 1. runde af mesterskaberne. Her vandt Emma og hun fortsatte det gode spil frem til semifinalen, hvor hun måtte bøje sig for den senere mester Anne Signe Rasmussen fra Birkerød, som pt. spiller på meget højt niveau. Et godkendt resultat af Emma som i lyset af den ugentlige træningsindsats godt kan være tilfreds med resultatet. I U18 DD spillede Emma sammen med Emilie Elsvad fra KB. Her blev semifinalen også endestation, da parret tabte til de senere mestre fra Birkerød i 3 sæt.
Set med rene FBT briller var det meget positivt at klubben havde 6 spillere med til UM. Ved udemesterskaberne i Skovbakken til sommer bør vi have yderligere 2-3 spillere med og langsomt men sikkert skal vi spille flere spillere gennem kvalen og ind i hovedrunden. Nu går vi udendørs og med slid og hårdt arbejde og en koncentreret indsats til træning sammenholdt med deltagelse i flere individuelle turneringer, vil niveauet i hele truppen stige gradvist.
Besøg af landstræneren onsdag d. 4. Maj
Onsdag d. 4. Maj får klubben fornemt besøg. Her kommer DTF´s landstræner Niklas Rosengren nemlig på besøg. Det er FTU, som har inviteret Niklas for at han kan få et overblik over talentmassen på Fyn i U10 rækken, hvor FTU igen i år laver et fælleshold som deltager i Junior divisionen – den landsdækkende turnering – hvor det sidste år lykkedes at hive en brozemedalje hjem. Fynske U10 spillere som har talent og ambition er inviteret til at komme og træne/ spille kampe, så holdlederne på U10 holdet kan danne sig et billede af, hvilke spillere der er til rådighed. Efter træningssamlingen vil Niklas overfor forældre, trænere og klubpolitikere fra Fynske tennisklubber give et bud på, hvad der kræves for at blive tennisspillere på nationalt og måske internationalt niveau. Se invitationen fra FTU andetsteds.
Træningslejr for seniorspillerne
Søndag d. 24. April afholdt seniorspillerne et ekstra træningspas med spillere fra Kolding og Esbjerg. Dvs. spillerne fra Esbjerg som havde givet tilsagn om at de ville komme, meldte afbud 20 min. før første kamp. Det er i øvrigt 2. år i træk, at dette er tilfældet – måske vi skulle prøve med an anden klub til næste år. Men de spillere fra Kolding og FBT som var mødt op gav den gas og fik spillet 4 timer, hvilket på denne smukke forårsdag var passende for alle.
Individuelle turneringer, holdkampe og træning.
Mandag d. 2. Maj begynder udendørstræningen for alvor, men allerede den kommende weekend spilles den første udendørsturnering i TCO, hvor mange af vores junior og seniorspillere deltager. Onsdag d. 27. April er der forældremøde i klubben, og fredag. D. 20 Maj begynder holdkampene for klubbens junior, senior og veteranhold.
Morten Henriksen