Seniornyt

Så er livet så småt ved at vende tilbage til sin vante gang efter en sommer med fantastisk vejr og forhåbentligt gode ferieminder og frisopladede batterier til alle.

 

Det er på sin plads lige at opdatere situationen i seniorafdelingen, så klubbens medlemmer er med på det seneste, når aktiviterne starter op igen efter ferien.

 

Klubben 2 divisionshold har gjort det godt i forårskampene. 1. holdet ligger stadigvæk med helt fremme og spiller i de sidste 3 kampe med om en oprykningsplads til 1. division. Desværre er der kun 1 hjemmekamp tilbage for 1.holdet idet holdet den 21. August møder Århus 1900 på eget grus med kmpstart kl. 12.00. Vi håber at så mange som muligt af klubbens medlemmer kommer forbi og støtter holdet. De. 14. August spilles en meget vigtig kamp mod rækkens førerhold - Skovbakken - som meget vel kan få afgørende betydning. Det bliver ikke nogen nem kamp idet Skovbakken råder over et stærkt hold, men vi håber på at kunne give Dem kamp til stregen. Den 28. August spiller holdet sidste kamp ude mod Randers, som også er et af de hold der kandiderer til oprykning.

 

2. holdet har efter omstændighederne gjort det rigtigt flot. Vi har - vanen tro - været ramt af "eksmensafbud" i forårsserien, men burde kunne stille stærkt op i de sidste 3 kampe og dermed blive hængende i rækken, hvilket var målsætningen ved sæsonstart. Den. 14. August spiller vi hjemme mod Sønderborg og den 28. August slutter vi udendørs sæsonen af hjemme mod Rudkøbing. Det vil være super, hvis så mange som muligt kommer forbi og også giver 2. holdets spillere al den support de fortjener.

 

Aktuelle stillinger kan ses på http://www.dtftennis.dk/htif.html

 

I uge 27 blev der spillet Ungdomsmesterskaber. Desværre var der ikke ret mange FBT spillere med i år. Faktisk var det kun Emma og Mathilde, som repræsenterede FBT. Det gjorde de tilgengæld godt. Begge piger spillede sig i hver sin semifinale i U18, hvor de desværre tabte. På en god dag havde Emma måske spillet sig i finalen, men også hendes spil led under juni måneds skole pligter. I double tabte Emma og Mathilde finalen i matchtiebreak i en meget velspillet og spændende finale, hvor marginalerne til sidst ikke var med FBT spillerne. Men status  - 2 x bronze i single og sølv i double - er godkendt.

 

Henover sommerferien er der så blevet spillet flere individuelle turneringer. Emma deltog i en stærkt besat turnering i Mürwik, hvor hun vandt en god 1. runde sejr, men blev kørt henover af et 14-årigt stortalent i næste kamp. I ugen efter deltog, Christian Bladt, Jesper Konradsen, Anders Boe Hansen, Morten Boe Hansen, Mads Elholm og Emma Henriksen i Lesley Cup i Århus. Morten og Mads kvalede flot ind til hovedrunden i GrandPrix serien. I første runde tabte Morten til den senere finalist - Andreas Laulund - men ikke uden fight. Mads vandt sin første runde, men tabte i næste kamp til Davis Cup spilleren Søren Wedege fra Birkerød. Jesper Konradsen kvalede ind til hovedrunden i Kat. 2., men tabte i første runde. Anders og Christian måtte desværre se sig besejret i kvalifikationen. Emma nåede kvartfinalen, hvor hun fik store tæv af en meget velspillende Maria Jespersen, som også nåede i finalen. Men dejligt at se FBT spillere der spiller individuelle turneringer ude i sommerlandet. Lad os håbe det er begyndelsen på en tradition der kan sprede sig - også gerne ned til Juniorrækkerne.

 

I den komende uge afvikles Individuelt senior DM i Kolding. Fra FBT deltager både Emma og Mathilde, som begge er i hovedrunden.

 

Alt fra seniorerne i denne omgang - god efterårssæson til alle - vi håber at se mange af Jer til vores hjemmekampe de de 3 sidste lørdage i august.

 

Senior formanden