Sommertennis i Fruens Bøge Tennisklub !
Fruens Bøge Tennisklub har lige afholdt sommertennisskole med stor succes.
Vejret var perfekt – solen skinnede hver dag på de energiske børn og de røde grusbaner. Over 40 børn i alderen 7-14 år fra hele Odense deltog i tennisskolen, som blev afholdt i samarbejde med Odense Kommune.
Fem af tennisklubbens instruktører gav hver dag intensiv tennistræning, men der var også masser af andre aktiviteter på programmet. For eksempel blev der afholdt en Davis Cup-turnering, hvor børnene delte sig op i hold fra forskellige lande, som så skulle spille tennis mod hinanden.
Traditionen tro sluttede tennisskolen af med, at børnene gav tennis-instruktørerne en omgang brusebad med vandslangerne på tennisbanerne!
Men i den dejlige sommervarme var det bare en velkommen afkøling på en dejlig varm og aktiv tennisuge!